Når man bestemmer sig for, hvilken hamster man gerne vil have og falder over f.eks. den langhårede eller rex hamsteren, skal man huske, at der følger noget ekstra arbejde med.
Langhårspelsen på de rigtig fine langhårede hamstere kan filtre utroligt hurtigt og det kan være til stor gene for hamsteren. Det er ikke alle hamstere som selv kan passe en stor fin pels, og så må vi som ejer hjælpe dem.
Noget af det første vi kan gøre er faktisk at kigge på bundstrøet og redematerialet.
Spåner er typisk en utrolig dårlig løsninger til bundstrø, hvis man har en rigtig fin langhåret hamster, for spåner vil knudrer sig sammen i pelsen og skabe nogle store filtre.
Typisk er bøgeflis, majsstrøelse, hemp eller andet noget bedre som bundstrø og filtrer ikke så nemt i pelsen.
Hø til reden er typisk ikke en god idé. Høet sætter sig utroligt nemt fast i pelsen. Her er rent toiletpapir faktisk noget af det bedste, hvis man vil undgå at der sidder for meget snavs i pelsen.
Et sandbad kan gøre underværker for en langhårs hamster. Mange langhårs opdager hurtigt, at en skål med chinchillasand kan være med til at udrede mange knuder og gøre pelsen flot ren. Hvis hamsteren ikke selv gider tage sandbad, kan man tage hamsteren op i en lille skål og forsigtigt hælde chinchilla sand ned over ryggen af dem. Det vil automatisk trænge lidt ned i pelsen og børste man så hamsteren igennem, får man næsten samme effekt.
For mange vil lidt omtanke omkring bundstrø, redemateriale og sandbad være nok til, at hamsteren helt selv kan holde sin pels.
Men enkelte i Danmark har efterhånden fået avlet så fine langhårshamstere, at man må have yderligere hjælp til pelsen.Nogle hamstere gider heller ikke selv holde pelsen, og så må man til at bruge en børste – f.eks. en killingebørste med naturhår eller stor tandbørste kan være en rigtig god hjælp.
Fjern først evt. bundstrø fra pelsen og start så fra en ende af med børsten.
Men det er ikke kun de langhårede som kan få brug for hjælp til pelsen.
I Tyskland er rex-peslen meget udskældt, fordi de ikke mener, at hamsteren selv kan rengøre pelsen (samtidig med de selv avler løs på ekstremt langhårede!).
En rigtig god rex pels, kan hamsteren rigtig nok have svært ved at holde ren, men det er ikke mere arbejde end de langhårede. En god børste og en sandbad kan gøre underværker på en rex pels.
Mange hamstere nyder at blive børstet. Det er en af grundene til, at man siger, at langhårede er mere tamme – for de bliver håndteret så meget i deres pelspleje, at de meget hurtigt bliver vant til og tryg ved håndteringen.
Der er mange sjove historier om hamstere, som tålmodigt står og venter på at blive børstet hver aften, og hamstere, som vælter børsten ned fra burets top hver aften for at komme ud og blive børstet.
Pelspleje kan meget nemt gå hen og blive en hyggeting for både hamster og ejer.
eksempel på pels, der trænger til grundig pelspleje:
Dette er resultat af længere tids ophold i en transportkasse med alm. høvlspåner, da hamsteren skulle fra Finland til Danmark. Efter billedet er taget er pelsen naturligvis blevet ordnet.
_