Børn og hamstere

Download PDF

Er børn og hamstere virkelig en god kombination?

Oftest vil svaret være ja.
Børn kan være helt fænomenale til dyr – også hamstere. Faktisk ser man ofte, at de hamstere som bliver passet af børn er mere tamme og trygge end de hamstere, som bliver passet af voksne. Og hvordan kan det egentligt være?

Noget hænger nok sammen med børns tilgang til dyr. Det håndtere jo bare hamsteren, uden at tænke på tænder der kan bide osv.. Samtidig er der hænder (som oftest) meget mindre end voksnes hænder. Derfor udgør børns hænder ikke en trussel som en stor voksen hånd kan gøre det. Dermed bliver hamsteren helt automatisk meget mere tryg ved børns hænder fra start og skaber et bedre udgangspunkt for at få hamsteren tryg ved menneskehænder.

Det er svært at sætte en alder på, hvornår børn er modne nok, til at få et kæledyr.
Dyreværnsloven foreskriver at man skal være minimum 16 år, for at selvstændigt købe sig et kæledyr. Indtil da er dyret de voksnes ansvar – både at købe dyret, samt at dyret passes ansvarligt i henhold til dyreværnsloven.

Et barn på 4 år er måske mere moden til at håndtere en hamster end en på 7 år, og her er det forældrene, som må lave et ærligt skøn af sit barn. I starten er det også forældrenes ansvar, at lære barnet, hvordan hamsteren skal håndteres forsigtigt.

 

Når man køber en hamster til sit barn, er det meget vigtigt, for at få en god oplevelse med det, at man er striks med den hamster man køber. Især temperamentet er vigtigt på hamsteren.
Hamsteren ikke aggressiv af natur, men forsvarer sig naturligvis. Men nogle hamstere forsvarer sig hurtigere end andre, både pga. art, men også pga. opdrættet.

Campbells er generelt mere territoriale end andre dværghamster og har derfor nogle gange tænderne lidt længere fremme for forstyrrende hænder, der kommer ned i reden uden varsel. Men de kan sagtens blive dejlige kæledyr, man skal bare lære dyrets grænser at kende og respektere den og dens territorium. Mange vælger at lade campbells kravle op i en kop eller lignende og så tage den ud af sit bur på den måde, og så håndtere den uden for buret. Dette gør det ofte meget nemmere at håndtere campbells hamstere, idet de ikke er territoriale uden for buret.
Vinterhvide er lidt mere godmodige, men de kan altså godt blive sure, hvis de forstyrres i middags-skønhedssøvnen midt på dagen uden varsel. Men ellers blive super lækre tamme og rolige kæledyr, som hurtigt lærer at blive vækket på alle tider af døgnet og taget ud for at nusse rundt.
hybrider er et skridt ud i det uvisse – man aner ikke, hvad man får rent temperamentsmæssigt – det kan være hysterisk bæst, men det kan også være den mest godmodige ever… forældrene kan give et praj, men man kan ikke vide sig sikker.
Roborovski’er er meget svære, at få til at bide – de bider faktisk aldrig! Men de er til gengæld også meget hurtige! De kan godt blive håndtamme/ikke-bange for hænder, men de er ikke “sidde stille og kæle”-dyr. De spurter rundt, som om de fik penge for det  utroligt underholdende at kigge på, og håndtere nede i buret. Det er ikke dyr, man sådan lige tager ud og nusser, for så er de altså på gulvet og VÆK!
Kinesere bider ligesom roborovskierne også uhyre sjældent, men er samtidig også lidt mere vanskelige at gøre rigtigt håndtamme. De er utroligt nysgerrige og dette gør arbejdet med at få dem tamme lidt nemmere. De er mere nysgerrige end bange for nye ting, og er stort set ikke territoriale over for menneskehænder. Desværre er de rigtig svære at få fat i.
Guldhamstere kender langt de fleste – de er utroligt populære hos børn fordi, de har lidt mere størrelse end dværghamstere og kinesere. De kan være lidt territoriale, især hunnerne når de er i brunst hver 4. aften. Men de kan blive enormt tamme, og kan uden tvivl være helt fantastiske kæledyr, som kan blive så tamme at de kan kravle rundt på skrivebordet i lang tid og være en sjov lille fætter at kigge på i buret.

Men uanset hvilken art man vælger, skal man vælge med omhu. Art er ikke alt, men dens ophav er også meget vigtigt.
Hvis man gerne vil have en tam hamster, når man får den hjem, bør man gøre sit forarbejde grundigt inden. Kontakt sælger og om muligt besøg dem, se begge forældre og få en fornemmelse af hvor meget de håndterer både forældre og ungerne.
Jo mere opdrætteren fra start håndterer ungerne, jo nemmere er det også at få hamsteren tryg ved den nye ejer.
Man hører gang på gang: “Jamen man kan ikke håndtere dem de første 7-10 dage”.
Jo det kan man sagtens! Hvis man sørger for, at moren til kuldet er tryg ved opdrætterens hænder, bør det slet ikke være et problem for opdrætteren, at håndtere og røre ved ungerne fra de er få timer gammel! Ved at ungerne fra de bliver født, er vandt til lugten af mennesker, bliver de både nemmere og hurtigere tamme. Hamsterunger skal håndteres dagligt og når først de får øjne skal de håndteres flere gange dagligt, for at den nye ejer får så håndtamme unger som muligt. Opvæksten har en stor indflydelse på hamsterens fremtidige temperament, men meget kan man altså også “forudse” ved at kende til baggrunden for kuldet. Derfor er det vigtigt at opdrætteren/sælgeren ikke bare kender moren til kuldet, for rigtig meget af grundtemperamentet over for mennesker kommer tilbage fra både mor og far – ja måske endda længere tilbage endnu. Derfor kan det være en stor fordel, at købe en hamster til sit barn, hos en som har styr på sine hamsteres baggrund – især når det kommer til grundtemperamentet i linjen. Det kan spare en for meget hårdt arbejde nemlig, at købe en hamsterunge, fra en sælger, som virkelig går op i sine linjer og at temperamentet skal være i toppen.

 

Børn og hamstere kan have stor glæde af hinanden – og mange børn er helt fantastiske til at have hamster.
Børn kan lære enormt meget af, at have et kæledyr og have daglige “ansvarsområder” ifm. pasning af det lille kæledyr.
Men husk som forælder; hamsteren er altid dit ansvar, så længe barnet er under 16 år, og det er dit ansvar at hamsteren passes i henhold til dyreværnsloven – altid! Også lørdag aften hvor hamsteren måske er blevet syg og skal til dyrlæge – eller den dag barnet måske taber interessen for hamsteren.

Share

Skriv et svar